Anmeldelse: Into the Wild

 photo 7526a1d2-e58a-4ba0-93a5-b691ca5dfc50_zpsseqq93yd.jpg
Into the Wild af Jon Krakauer. Udgivet i 1998 på forlaget Pan Books. 1 ud af 5 stjerner.

I 1992 fandt en flok jægere det rådnede lig af en ung mand i en efterladt bus langt ude i Alaskas vildmark. To år tidligere valgte Chris McCandless at forsvinde fra sit ellers veletablerede liv i den rige, amerikanske middelklasse og leve livet som vagabond under navnet Alexander Supertramp. Into the Wild stykker sandfærdige dagbogsbidder og personlige fortællinger sammen og danner et samlet billede af, hvordan unge Chris McCandless endte med at dø som Alexander Supertramp.

Because this seven-by-twenty tract is surrounded on three sides by the protected acreage of the national park, it harbors more than its share of wolf, bear, caribou, moose, and other game, a local secret that’s jealously guarded by those hunters and trappers who are aware of this anomaly.”

Jeg ved virkelig ikke helt, hvor jeg skal begynde med denne bog. Først og fremmest er det vigtigt for mig at understrege, at denne bog handler om en virkelig person. Chris McCandless vandrede faktisk rundt på kryds og tværs af Amerika, og han døde rent faktisk i den forladte bus i Alaska. Og det føles virkelig forkert, at tale grimt om et menneske, der sandsynligvis døde i stor lidelse. Men ikke desto mindre, så hadede jeg alt ved den her bog! McCandless selv var et ekstremt egoistisk menneske, der besad en kæmpe karisma, som gjorde ham i stand til – bevidst eller ubevidst – at manipulere med alle omkring ham. Inklusive en 81-årig mand, som han praktisk talt tvang til at opgive sit trygge liv og flytte ud i en ensom ørken; fordi det ifølge McCandless var den eneste måde at leve på. McCandless afskar alt kontakt til sin familie i over 2 år, fordi han var sur på dem. Han anså sig selv bedre end alle andre. Han troede han var udødelig helt op til det øjeblik, hvor livet begyndte at forlade hans udmagrede, mishandlede krop. Ud over det faktum, at han døde i ensomhed, så er der intet ved den her historie, som kan få mig til at have medlidenhed med ham.

His ignorance, which could have been cured by a USGS quadrant and a Boy Scout manual, is what killed him. And while I feel for his parents, I have no sympathy for him. Such willful ignorance… amounts to disrespect for the land, and paradoxically demonstrates the same sort of arrogance that resulted in the Exxon Valdez spill – just another case of underprepared, overconfident men bumbling around out there and screwing up because they lacked the requisite humility. It’s all a matter of degree.”

Det sære ved dét er ellers, at forfatteren tydeligvis har skrevet hele bogen, for at få verden til at se pænere på den afdøde dreng. En ung mand som Krakauer aldrig selv mødte, men som han føler en forbindelse med, fordi han selv engang havde en hård oplevelse på et bjerg. Mage til vagt bånd skal man lede længe efter, men sådan er vi selvfølgelig så forskellige… Det værste er næsten, at Krakauer er journalist. Alt journalistisk arbejde bør tilstræbe et maksimum af objektivitet, men hele bogen her er én, lang, subjektiv kærlighedserklæring til McCandless (og to kapitler om forfatteren selv). Alt hvad han gjorde, alle han påvirkede, selv hvordan han døde – Krakauer forsvarer alt! Han får endda afdækket helt nye side af biologisk videnskab, bare for at bevise at det ikke var McCandless egen skyld, at han døde.

Det er meget sjældent, jeg læser biografiske værker. Først og fremmest fordi jeg nyder at forsvinde ind i fiktionens verden, når jeg læser. Men ikke desto mindre gik jeg positivt ind til læsningen af den her bog, da vi valgte den i læseklubben. Jeg var klar til at blive positivt overrasket, men i stedet endte jeg med rasende at kæmpe mig igennem 202 siders udenomstalende, tidsspildende amerikansk bras. Jeg har læst en del dårlige bøger igennem tiden, men aldrig har jeg rent faktisk hadet læseoplevelsen. Ikke før Into the Wild, som jeg vil anbefale absolut ingen at læse nogensinde igen.

He was so enthralled by these tales, however, that he seemed to forget they were works of fiction, constructions of the imagination that had more to do with London’s romantic sensibilities than with the actualities of life in the subarctic wilderness.”

 photo 4ce22629-02f2-46a1-b962-7cd725bcbf2f_zpsmpb7gygl.jpg  photo 1679a50c-0261-4ea7-868a-0f88148f15a1_zpsa4if7tzs.jpg

You may also like

11 Comments

    1. Haha, jeg har aldrig været så bitter omkring en bog før, men det synes jeg helt ærligt lyder som et godt valg ;)

    1. Jeg har aldrig prøvet det før i den her grad, men jeg håber da bestemt heller ikke, at det kommer til at ske igen…

  1. Åha æmsen, jeg får sådan næsten af princip lyst til at læse den nu :b #påtværs

    1. Sådan havde du det jo også sidst jeg skrev en 1-stjerbet anmeldelse, så jeg vækker nok bare en Rasmus Modsat i dig ;)
      Venter dog stadig (u)tålmodigt på din dom over en af mine yndlings! :D

      1. Ja, jeg tror også muligvis det er mig, der er noget galt med :p

        Jeg er faktisk ikke nået ret langt i den, men skal nok lige tage mig sammen snart :p

          1. Vil se om jeg kan få den læst færdig til påske :p Lige pt. har det lange udsigter, men hvis den pludselig viser sig at være så fantastisk som du siger (hvilket jeg nok egentlig ikke betvivler, er bare ikke kommet rigtigt igang med den endnu), så kan det jo være at det går stærkt :p

    1. Jeg kan ikke nænne, at andre skal føle det raseri, som bogen fyldte mig med :/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.