Anmeldelse: Hvalernes sang

 photo 0045f133-6f41-46d2-a2b5-0eec1ce8dd5c_zpsyyilwvee.jpg
Hvalernes sang (org: Silver Bay) af Jojo Moyes. Udgivet i 2007 på forlaget Cicero. 2 ud af 5 stjerner.

Lisa bor hos sin tante i den idylliske Silver Bay i Australien og nyder godt af den isolation fra omverden den lille by giver hende. Fem år tidligere flygtede hun fra England med sin datter og en mørk hemmelighed på slæb, og nu forsøger hun at få livet til at hænge sammen igen. Freden i den lille hvalfangerby trues dog, da forretningsmanden Mike dukker op med store planer. Lisa må nu vælge – anonymiteten og sikkerheden eller offentlighedens søgelys og risikoen for at blive afsløret?

Der er intet forløsende ved tabet af et barn, ingen værdifuld lektion man kan lære af det. Det er for stort, for overvældende, for sort til at sætte ord på. Det er en trøstesløs, overvældende fysisk smerte, chokerende i sin intensitet, og hver gang, man tror, man måske er kommet en lille smule fremad, svulmer det op igen som tidevand og skyller ind over en.

Det startede egentligt så lovende. Jeg vandt bogen hos Rosinante&Co og glædede mig helt usigeligt til endelig at stifte bekendtskab med den famøse Jojo Moyes. Lidt uskyldig chick litt i en yndig indpakning og fin lille størrelse. Hvad kunne dog gå galt?
Tilsyneladende meget…

Lige fra første kapitel var jeg irriteret på historiens karakterer. Bogen lægger ud med at følge datteren Hannah, men jeg kunne aldrig rigtigt forstå hende. Hun er 12 år gammel, men hendes ord og tanker lyder som dem fra én sidst i 20’erne. Ganske vidst kaldes hun ofte gammelklog, men det her var bare underligt. Hun lever et beskyttet liv på grund af sin mors frygt, og generelt generer det hende ikke. Det vildeste oprør, hun gør, er at snige sig med hvalfangerne ud at sejle, men alligevel er hun også typen, der i smug tømmer en hel øl, når de voksne ikke kigger. Jeg kunne aldrig helt finde ud af, om hun var en god pige eller en rebel, og i sidste ende er hun bare forvirrende

Og sådan er det med karaktererne generelt. Ingen af dem giver rigtigt nogen mening. Der er en hel sidehistorie, som aldrig rigtigt får nogen pointe, og hele historien er bare usympatisk ligesom dens persongalleri. Bogen er bygget op om Lisas store hemmelighed, som gradvist bliver afsløret, hvorefter det er meningen, at man som læser til sidst skal blive chokeret af “det store twist”. Det kan godt være, at det er mig, der bare har læst for mange Dan Brown romaner, og derfor er blevet lidt hærdet, men twistet var altså ikke særligt chokerende. Jeg havde luret det i hvert fald 50 sider før bogen nåede frem til det, og der er intet mere skuffende, end et twist man havde luret. Æv

Jeg ville virkeligt gerne kunne lide bogen. Men det kunne jeg ikke. Plottet var slidt, og de små ændringer Moyes har foretaget fungerede på ingen måde. Kærlighedshistorien var både klichéfyldt og usmagelig, og ikke en eneste af bogens mange karakterer formåede at vække min sympati. Og nå ja, så var slutningen direkte sær og urealistisk.
Bogen havde da helt bestemt sine øjeblikke med smukke beskrivelser og stærke følelser, og jeg kunne i og for sig også godt ane potentialet et sted, hvilket den skal anerkendes for. Det hele druknede dog i den dårlige udførelse og de overvældende irritationsmomenter, der dominerende bogen. Alt i alt var det desværre ikke noget glædeligt første møde med Jojo Moyes.

 photo 66bf5c63-2fa9-4d6f-8408-f32b2f341c96_zpsim9usp6s.jpg

 photo f396f134-1de1-4c7b-9e7a-fd1f3f2f63e8_zpsueylenqd.jpg

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.