Anmeldelse: Go Set a Watchman

 photo 7af7756b-6a6f-4317-9f95-7b7a6a8b2a64_zps8lz9h3s7.jpg
Go Set a Watchman af Harper Lee. Udgivet i 2015 på forlaget HarperCollins. 2 ud af 5 stjerner

Scout er blevet voksen og er flyttet til New York, hvor hun forsøger at finde sine egne ben. Hver sommer vender hun dog tilbage til sin hjemby, Maycomb, hvor tiden nærmest har stået stille. Den eneste forskel mellem dengang og nu er, at hendes far er blevet gammel. Nogle dage kan Atticus Finch knapt nok røre sig, men det forhindrer ham ikke i stadig at stå fast ved sine principper og kæmpe for sin sag. Det er bare som om, at hans principper ikke er de sammen, som Scout husker fra sin barndom?

I need a watchman to go forth and proclaim to them all that twenty-six years is too long to play a joke on anybody, no matter how funny it is.”

Der er gået 20 år, siden vi sidst var på eventyr med Scout i den lille by Maycomb, og selvom det hele på sin vis er det samme, så er det som om, at alt alligevel har ændret sig. Store dele af persongalleriet, som jeg havde forventet et kært gensyn med, er enten helt væk eller stærkt forandret, og i stedet kommer nye karakterer på banen. Og det er gode karakterer – de har bare meget store sko at fylde. Det er hårdt at vende tilbage til en verden, hvor man er gået glip af 20 års udvikling.

Jeg har været meget hård ved denne bog. Nok også alt for hård, for det er virkelig en god bog. Sproget er præcis, som vi kender det fra To Kill a Mockingbird med en overflod af detaljer og helt klare billeder af en verden, som jeg aldrig selv har oplevet. Og især bogens mange flashbacks til Scouts barndom er helt fantastiske, for Lee’s magi ligger virkelig i hendes forståelse af barndommen. Problemet opstår, der hvor Scout er vokset op og i stedet er blevet til Jean Louise Finch. Barndommens stædighed har ikke forladt hende, men har i stedet fået selskab af en snæversynethed, der gør hende komplet ude af stand til at sætte sig ind i andre menneskers tankegang. Og dermed opstår hele bogens omdrejningspunkt.

In spite of herself, Jean Louise felt she was being lured slowly and stealthily into Dr. Finch’s web. He is a wonderful old spider, but nevertheless he is a spider.”

Problemet med denne bog er, at den er delt i to dele, som er komplet uadskillelige. Der er alle scenerne fra Scouts barndom, som er vidunderlige trods deres ofte dystre temaer. Og så er der scenerne fra Jean Louises nutid, som er kaotiske, skræmmende og skuffende. Desværre er det nutiden, som er den bærende del, og det er den del, der bærer skylden for min hårde dom. Der er så meget godt, men det er pakket ind i alt for stort et antiklimaks.

Mad, mad, mad as a hatter. Well, that’s the way of all Finches. Difference between Uncle Jack and the rest of ’em, though, is he knows he’s crazy.”

 photo 77bbf317-ee49-4ba9-9e1c-d8a0422c9a41_zpss9mbmtc4.jpg  photo c06ddbac-27f8-44f0-a8b5-2735ef5f1c3e_zpsyrmbzzk5.jpg  photo 37d7dffc-ec48-44a6-b3a2-c2842804a570_zpsgsaonnvt.jpg


Læs min anmeldelse af forgængeren To Kill a Mockingbird her.

You may also like

4 Comments

    1. Ja det er også min følelse. Virkelig ærgerligt, for hun skrev bare så godt!

    1. Det er den helt sikkert også. Man skal bare ikke forvente nogen forløsende og tilfredsstillende slutning :/

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.