Anmeldelse: Fight Club

 photo 4ba244c4-bb71-4934-b89e-0744859e746d_zpslbwu1tvn.jpg
Fight Club af Chuck Palahniuk. Udgivet i 1997 på forlaget Vintage. 5 ud af 5 stjerner

Fight Club er et mødested for helt almindelige mænd. Helt almindelig mænd som én gang om ugen mødes og slås. Ingen sko. Ingen bluser. To mænd per kamp. Kampen fortsætter, til den ene ikke kan mere. Når kampene er slut, går alle hjem til deres almindelige liv igen. Med blå øjne, flækkede læber og en følelse af at kunne klare hvad som helst. Og bag denne fantastiske, livbekræftende klub står selveste Tyler Durden.

The first rule about fight club is you don’t talk about fight club.

 

Fight Club var en helt speciel oplevelse af læse. Palahniuk skriver på en helt unik og intens måde. Glem alt om malende, smukke strofer, der strækker sig over sidevis. Sig pænt farvel til lange beskrivelser og drømmende scener. I Fight Club er alt kort og kontant. Intet er konstant, for bogen er i evig bevægelse. Jeg tror aldrig jeg har læst en bog, med så højt tempo hele vejen igennem. Måske en enkelt bog eller to hvor tempoet har nået samme niveau lige omkring klimaks, men aldrig på samme vedvarende måde som her. Lige fra først sætning på første side er historien i gang, og tempoet falder ikke, før det sidste punktum er sat.

Tyler get’s me a job as a waiter, after that Tyler’s pushing a gun in my mouth and saying, the first step to eternal life is you have to die. For a long time though, Tyler and I were best friends.

 

Det fede ved Fight Club er, at du aldrig rigtigt er sikker på, hvad der foregår. Hvorfor slås alle de her mænd? Hvad er det Tyler er ude på? Og hvorfor siger hovedpersonen aldrig nej? Lige meget hvad Tyler foreslår, så følger vores fortæller gladeligt med helt uden spørgsmålstegn.
Hovedpersonen er en meget intetsigende mand. Han har intet navn, ingen personlighed og ingen ambitioner. Han lader fuldstændigt Tyler overtage og styre hans liv, og alligevel holder jeg med ham. Jeg ønsker konstant for ham, at han skal få styr på sit liv og slippe ud af Tylers magtgreb. Måske fordi hovedpersonen er så anonym, at han kunne være hvem som helst. Han kunne være os alle sammen – selv en uskyldig ung 22-årig kvinde.

Det eneste negative jeg kan sige er, at jeg ville ønske, jeg ikke havde set filmen først. Det ville have været en fryd stadig at have det altoverskyggende twist til gode, men en overraskelse er som bekendt kun en overraskelse, så længe man ikke kender den. På den anden side havde jeg dog rig mulighed for at lede efter spor undervejs, og beundre hvor godt hemmeligheden er underbygget undervejs. Ikke et eneste sted er der elementer, der ikke stemmer overens mellem de to virkeligheder, og alene for dét fortjener bogen topkarakter.
En helt uovertruffen læseoplevelse, som alle burde unde sig selv.

I want you to hit me as hard as you can.

 

 photo d589dccf-260d-49ad-9d27-320516d6a6d7_zpsykisqxfs.jpg
 photo b0c2ab20-9fb3-416f-b5d2-0152ede0de31_zps7jgsqcon.jpg

You may also like

1 Comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.