Anmeldelse: Ekstremt højt og utroligt tæt på

Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På af Jonathan Safran Foer Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På af Jonathan Safran Foer

Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På af Jonathan Safran Foer
Ekstremt højt og utroligt tæt på (oprindeligt Extremely Loud & Incredibly Close) af Jonathan Safran Foer. Udgivet i 2005 på forlaget Tiderne Skifter. 4 ud af 5 stjerner.

Oskar mistede sin far under terrorangrebet på World Trade Center i 2001, og selvom det er et år siden nu, har han stadig ikke fundet ud af at håndtere tabet. Selv før var han et meget specielt barn, og den slags er ikke nemt at håndtere, når man som bare 8-årig mister sin far, som nok i virkeligheden var den eneste, der forstod at håndtere ens udfordringer. Oskars far, Thomas, lavede altid mysterier og skattejagter til ham, men den sidste fik de aldrig afsluttet, så da Oskar finder en nøgle gemt i en vase, indleder han en intens jagt på den tilhørende lås, i håbet om at det vil bringe ham tættere på sin far, og måske en form for sjælefred.

Jeg tænkte for første gang i mit liv på, om livet virkelig var al den umage værd, som det kræver af én at leve. Hvad var det helt præcist, der gjorde det umagen værd? Hvad var så forfærdeligt ved at være død for altid og ikke længere kunne føle noget og ikke engang at kunne drømme? Hvad var så fedt ved følelser og fantasi?

Den her bog var så speciel på så mange måneder, at det har taget mig over en måned at få samlet mine tanker nok til at skrive en anmeldelse af den. Da vi diskuterede den i læseklubben kunne ingen af os med sikkerhed sige, hvilken karakter vi ville give den, for ingen af os vidste helt, hvad vi mente om den. Oskar er så speciel på så mange måder, at man delvist har lyst til at pakke ham ind i vat og beskytte ham fra al ulykke, men på den anden side har man også lyst til at råbe af ham, og forklare hvorfor alt han gør er så forkert.

Oskar er meget fremmelig af sine 9 år at være, så man ender hurtigt som læser med at forvente ting af ham, som man aldrig burde kunne forvente af en 9-årig. Hvorfor kan han ikke forstå konsekvenserne af sine handlinger? Hvorfor siger han de sære ting han siger? Hvorfor straffer han sin mor så hårdt, for noget som aldrig var hendes skyld? Det hele bliver på en måde fragmenteret og uforståeligt, netop fordi verden er så fragmenteret og uforståeligt for Oskar.

[…] jeg gik ind til en tatovør og fik JA tatoveret i min venstre håndflade og NEJ i min højre håndflade, hvad skal jeg sige, det har jo ikke ligefrem gjort mit liv til en dans på roser, men det har fungeret & når jeg gnider håndfladerne mod hinanden om vinteren, får jeg varmen af gnidningsmodstanden mellem JA og NEJ, når jeg klapper i hænderne, viser jeg min påskønnelse ved at forene JA og NEJ, jeg angiver ordet “bog” ved at åbne mine samlede hænder, for efter min mening er enhver bog en balanceakt mellem JA og NEJ, selv denne bog, min sidste, ja, nok ikke mindst den.

Jeg er stadig ikke 100% sikker på, hvad jeg synes om bogen, men jeg elskede Oskar af hele mit hjerte. Enhver bog der vover at sætte fokus på børns sorg og deres destruktive måder at håndtere den på, på så brutal en måde som deen her, fortjener automatisk en ekstra stjerne i ren og skær beundring og kærlighed.

Ekstremt Højt og Utroligt Tæt På af Jonathan Safran Foer

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.