Anmeldelse: Do Androids Dream of Electric Sheep?

 photo 20150311_140358_zps5da8swpi.jpg
Do Androids Dream of Electric Sheep? af Philip K. Dick. Udgivet i 2007 (oprindeligt i 1968) på forlaget Gollancz. 2 ud af 5 stjerner.

Rick Deckard er Bounty Hunter i fremtidens postapokalyptiske USA. En voldsom krig har efterladt planeten fuld af radioaktivt støv, hvilket har tvunget størstedelen af befolkningen fra planeten. Menneskeheden har indtaget nye planeter og lever med hver deres androide, som er deres private tjenere. Ricks job er at fange androider, som slår deres ejere ihjel og flygter ned på jorden for at leve et liv i frihed. Det er dog en vaskelig opgave, for androiderne bliver mere og mere avancerede, og Rick kan efterhånden ikke skelne mellem ægte og kunstige mennesker. Men er der overhovedet en forskel?

“In actuality it had probably been a manual laborer, a field hand, with aspirations for something better. Do Androids dream? Rick asked himself. Evidently, that’s why thay occasionally kill their employers and flee here. A better life, without servitude.”

Det er altså en sjov oplevelse at kaste sig over en dystopisk fremtidsroman og så opdage, at den foregår i det år, man selv blev født. Dicks forudsigelser var mange og emmede af både positivitet og negativitet, men ingen af dem gik i opfyldelse til 1992. Vi fløj ikke rundt i hovercars, vi havde ikke opfundet androider og vi talte bestemt ikke i videotelefoner for 23 år siden. Vi har endnu ikke den dybfølte respekt og kærlighed til naturen, som bogen udtrykker, men måske burde vi. I Dicks roman er alt naturligt liv helligt, og selv det at slå en edderkop ihjel er en synd.

Men blandt alt det naturlige liv færdes det kunstige, og lige meget hvor overbevisende, vigtigt og imponerende det er, rangerer det stadig absolut nederst i det sociale hierarki.

Rick Deckard gennemgår i bogen en transformation. Fortjener androider i virkeligheden den ringeagt, menneskene tildeler dem, eller er de blevet så avancerede og menneskelige, at de bør tildeles deres eget liv, deres egne følelser, deres egen frihed?
Hele Ricks liv vendes på hovedet, da disse spørgsmål dukker op, og hans livsfarlige job bliver gjort endnu sværere af hans nye etiske spørgsmål.

“The electric things have their lives, too. Paltry as those lives are”

Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg synes om denne bog. På den ene side er jeg vanvittigt imponeret over de de store spørgsmål, den stiller og det dystre fremtidsperspektiv. Men på den anden side synes jeg bare, at den er vanvittigt dårligt skrevet. Alle de ukendte elementer præsenteres på en kluntet og unaturlig måde, og handlingen virker bare for belejelig. Samme dag som Rick tilfældigvis tænker over, at han mangler penge, bliver han forfremmet. Netop som han mangler hjælp, dukker den op. Historien får aldrig rigtig et naturligt flow, og mens jeg stadig ventede på, at den overordnede plotlinje skulle vise sig, blev klimaks overstået, og bogen var forbi.

“By then, naturally, he himself would be dead, another interesting event to anticipate as he stood here in his stricken living room alone with the lungless, all-penetrating masterful world-silence.”

Det føles så forkert at kritisere en bog indpakket under kategorien “SF Masterpieces”, men for mig fungerede det bare ikke. Det var en god historien, men en dårlig udførelse.

 photo 20150311_140415_zpspcdnrqdl.jpg photo 20150311_140350_zpsvf8coh6a.jpg

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.