Anmeldelse: Celle 7

Denne bog er modtaget af Gyldendal Ung som anmeldereksemplar. Alle holdninger er mine egne

Celle7_1 photo d792a1e4-2d52-49f2-a43b-aff993d2d766_zpsh7pomivp.jpg

Celle7_3 photo 7999e8d4-214d-4070-a880-d9bf90e66391_zpszoo64t9z.jpg
Celle 7 af Kerry Drewery. Udgivet i 2016 på forlaget Gyldendal (oprindeligt Hot Key Books). 2 ud af 5 stjerner

Hvem behøver en retssag, når hele nationen som en samlet enhed kan afgøre, om du er skyldig eller ej? En Stemme til Alle er det ypperste inden for demokrati, hvor alle har mulighed for at indsende deres stemme for eller imod den anklagede. I hvert fald hvis man har råd, men det har alle, der betyder noget jo, og nu skal systemet for alvor testes, da en teenagepige for første gang sidder på dødsgangen. Den 16-årige Martha indrømmer blankt, at hun har slået landets darling, Jackson Paige, ihjel, så sagen er jo klar. SKYLDIG! Eller hvad?

Jeg spiller min rolle, som jeg skal. Sørger for, at sandheden kommer frem. Får min hævn. Men resten? Det er ikke min kamp.

Lige fra jeg læste om plottet til den her bog første gang, var jeg hooked. En dystopisk fremtid ikke så langt fra vores, hvor domstolene er blevet afskaffet, og dødstraffe afgøres som var det Vild Med Dans. En verden hvor folk føler, at demokratiet har nået nye højder, fordi alle har muligheden for at være med til at bestemme. Det lyder som den perfekte blanding af langt ude og lige på grænsen, som kunne give en realistisk, skræmmende og tankevækkende historie. Og det ville det da også have været, hvis altså bare Drewery havde været bedre til at skrive.

For Celle 7 er virkelig en super spændende historie, og den ligger så tilpas tæt på virkeligheden, at den rammer alle de punkter, som de mere ekstreme dystopians misser fuldstændigt. Her er ingen muterede monstre eller inficerede mennesker. Der er ikke engang et vanvittigt kastesystem, eller børn der tvinges til at slås. Der er bare os mennesker og vores evindelige frygt, uvidenhed og had. Det er en farlig kombination, som kunne have ført til stor litteratur, men Drewerys ord falder tungt til jorden med et fladt sprog, slidte virkemidler og en historie vi i sidste ende har hørt 1.000 gange før.

Med ryggen til lyset kan jeg se, at den ikke er sort, men snarere dybblå og dækket af stjerner. Jeg skærmer med hænderne rundt om øjnene for at lukke lyset ude. Det er fuldmåne, og den hænger der og stirrer ned på mig, som den stirrede ned på os to i aftes. Inden alt det her skete.

Jeg ville så gerne, at Celle 7 havde været bogen, der genoplivede min kærlighed til ungdomslitteratur. Jeg ville ønske, at bogen var udkommet for 10 år siden, hvor jeg ville have slugt den råt. Jeg ville ønske, at jeg havde elsket den her bog. Men det gjorde jeg desværre bare ikke…

Celle7_4 photo 4d9f8bd7-bfad-43f0-b3cd-9b8308e0a344_zpse7anty8x.jpg Celle7_2 photo a4131762-f2a1-44a9-8a5f-3d140f4f0b6c_zpsfxjwerp3.jpg Celle7_6 photo 96900bad-3354-4904-8642-58ed357e7ac1_zpsjiaiamfu.jpg  photo acb39689-f766-4054-84f4-154c5ffa5aba_zpsgxllqmul.jpg

You may also like

4 Comments

    1. Ja, det er drøn ærgerligt, men jeg synes desværre vi ser det mere og mere for tiden..

      Knus

  1. Pingback: September sum up

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.