Anmeldelse: Byen Brænder

Byen Brænder af Garth Risk Hallberg

Byen Brænder af Garth Risk Hallberg
Byen Brænder (oprindeligt City on Fire) af Garth Risk Hallberg. Udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof i 2016. 2 ud af 5 stjerner.

New York i 1977 står på vippen – skal der være revolution, eller skal alt fortsætte, som det plejer? Kun byens indbyggere kan for alvor afgøre det, og det er en broget flok. Forretningsfolk, utro mænd, skoleelever, arbejdere, kunstnere, fyrværkere, familiemødre og posthumanister lever blandt hinanden på kryds og tværs i relativ fred og fordragelighed. Men da en ung pige, som på sin vis bar relation til alle grupperne, findes skudt i en park nytårsnat, vender volden det hele på hovedet, og den ulmende heksekeddel kommer nærmere og nærmere sit bristepunkt.

Efter at nytårskuglen, den nedfaldne enlige testikel, er slukket over Times Square, er de sidste menneskemasser blevet opslugt af undergrunden. Et kort øjeblik er det som om byen læner sig fremad og rører en fjern fremtidig udgave af sig selv; i ruiner, affolket og næsten helt stille.

I foråret var Byen Brænder på alles læber i bogelskende kredse, så da jeg vandt giganten hos Lindhardt og Ringhof var glæden enorm. Jeg gemte den, og ventede til jeg for alvor havde tiden til den. Og så har den ellers ligget og ulmet i evigheder! For Hallbergs debutroman er en gigant uden lige, og hvert et ord kræver at blive læst, anerkendt og forstået, før du kan bevæge dig videre til det næste. I lang tid var jeg dybt imponeret over sprogets kunstfærdighed, men jo længere jeg nåede, jo mere blev jeg i tvivl. Var det imponerende, eller var det bare prætentiøst?

Jeg samlede bogen op med en forventning om, at jeg nu skulle læse en storslået spændingsroman fyldt med krimi, drama og intensitet, men jeg måtte i stedet anerkende, at det nærmere var en form for filosofisk spekulation i datidens samfund. Alle karaktererne blev tillagt afsindigt dybe motiver for alle deres handlinger, og halvdelen af tiden forstod jeg ærligt talt ikke helt, hvad der foregik. Måske var det rent faktisk smukt og tankevækkende, men for mig var det alt, alt for meget.

Grenene på et enligt overlevende Kina-pæretræ, der aldrig bar frugt, stod aftegnet i hvidt. Bag dem, og bag den hvirvlende sne, svævede Empire State Buildings slanke krone på florlet lys, og Mercer kunne mærke noget i sig svæve med – hans håb, gik han ud fra. Det passive livs år var ovre.

De første 700 sider holdt mig hen i både spænding og forundring, men efterhånden som jeg langsomt nærmede mig slutningen, gik det op for mig, at de svar jeg ventede på, nok aldrig ville dukke op. Det var ikke meningen, at jeg skulle forstå – jeg skulle selv udfylde de tomme huller. Og jeg brød mig ikke om det. I sidste ende sad jeg tilbage med den samme følelse, som da jeg læste The Goldfinch. Nogle kloge mennesker har sagt, at bogen er god, så alle andre har givet dem ret. Mens jeg i bund og grund bare ville have foretrukket, at bogen havde været under halv størrelse…

Byen Brænder af Garth Risk Hallberg Byen Brænder af Garth Risk Hallberg Byen Brænder af Garth Risk Hallberg

You may also like

4 Comments

  1. Endelig kom din anmeldelse! Jeg holdt meget af bogen, men kan også følge dine pointer. Den ligger og vipper på grænsen mellem at være poetisk og prætentiøs. Jeg havde som sagt en god læseoplevelse, men mine forventninger var også meget anderledes end dine. Som dig, var jeg også skuffet over slutningen.

    PS: The Goldfinch var absolut heller ikke noget for mig!

    1. Jeg blev først færdig med bogen i sidste uge, haha. Sikke en kamp!
      Men ja, jeg havde også en rigtig fin læseoplevelse det første lange stykke tid, men hen mod slutningen blev den bare sær og forvirrende, og det ødelagde virkelig hele oplevelsen for mig. Desværre!

      Knus

  2. Pingback: Lørdagens Links
  3. Pingback: 2016 i bøger

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.