Anmeldelse: All The Light We Cannot See

 photo 89777672-20d8-4c12-8ee8-e31d0e98f15e_zpsi0sqpnxg.jpg
All The Light We Cannot See af Anthony Doerr. Udgivet på forlaget Fourth Estate i 2015. 4 ud af 5 stjerner.

Livet i Europa i slutningen af 1930’erne var ikke nemt. Især ikke hvis man var en lille blind pige eller en forældreløs ung dreng. Under de værst tænkelige omstændigheder vokser franske Marie-Laure og tyske Werner Pfenning op hver for sig, mens skæbnen binder dem sammen på tværs af landegrænser og krig. I en mørk og brutal verden klamrer de sig til livet i deres søgen efter godhed, kærlighed og lys.

That something so small could be so beautiful. Worth so much. Only the strongest people can turn away from feelings like that.”

Det var faktisk med en ret stort frygt i hjertet, at jeg gav mig til at læse denne bog. All The Light We Cannot See vandt årets Pulitzer pris for fiktion og er derudover blevet skamrost til skyerne overalt, hvor folk har udtalt sig om den. Og det gik bare ikke så godt for mig, sidst jeg læste sådan en bog. Heldigvis fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke er hver gang, at historien vælger at gentage sig selv.

Marie-Laure og Werner er ikke bare små, ubetydelige brikker i en umenneskelig verden. De er virkeligheden, som stadig er så svær at forstå så mange år senere. De er de liv, som blev levet, de liv som blev tabt og de liv som strålede og gav håb i selv det mørkeste mørke.
Doerr formår med sine smukke ord at skabe en levende og lys verden midt i al elendigheden, hvor selv en ung pige uden syn formår at opleve hele verden, ja endda hele universet, fra en sofa i sin grandonkels værelse. Men ligesom Doerr skaber skønhed i det grusomme, skaber han også rædsler i det velpolerede, hvor drenge, der knapt nok har nået puberteten, trænes til at slås, til at kæmpe, til at slå ihjel. Med sine magiske ord fører han os tilbage til en tid, hvor ingen af os ønsker at være, og får os til at ønske, at vi kunne blive der for evigt.

To men like that, time was a surfeit, a barrel they watched slowly drain. When really, he thinks, it’s a glowing puddle you carry in your hands; you should spend all your energy protecting it. Fighting for it. Working so hard not to spill one single drop.”

Bogen i sig selv har den mest geniale opbygning, jeg længe har oplevet. Du får de højspændte kapitler, som foregår i Saint-Malo i dagene op til den franske bys befrielse. Og så får du alle de stemningsopbyggende kapitler fra de 10 foregående år. Herimellem får du en lind strøm af bitte små afsnit, som fortæller dig alt, hvad du har brug for at vide, og resultatet er et hæsblæsende tempo fra ende til anden.

Jeg var virkelig godt underholdt igennem hele bogen. Mit eneste problem er, at jeg aldrig følte mig oprigtigt opslugt, og det forhindrer mig altså i at give en topkarakter. Men det skyldes muligvis mere mig end bogen, for det var vitterligt en fantastisk, rammende og dybt rørende historie, som for alvor fortjener, al den hæder den får verden over.

Open your eyes and see what you can with them before they close forever.”

 photo 037844c0-e114-4c86-a2bf-b091795f0dd3_zps61vc0zh9.jpg
 photo f728dc8f-b581-4f7c-995a-6daf779f9fa3_zpslzawvppu.jpg

You may also like

4 Comments

  1. Åh, den bog. Dén bog. Så velskrevet og så smadderfin og rørende fra ende til anden. Jeg elskede virkelig også at læse den.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.