Åndsvage samtaler jeg har med mænd

Gule mirabeller, Dalum, sommeren 2018Jeg har altid godt kunne lide at hænge ud med mænd. De har det bare sjovt over nogle andre ting, end vi kvinder ofte har, og så er det som regel i deres selskab at Havnearbejder Lisbeth gør sin fulde entré. Ikke at hun holder sig super meget tilbage i kvindeligt selskab, men det er en historie for en anden dag, hah!

Men i det mandlige selskab opstår der jævnligt samtaler, som er så dumme og langt ude, at det er værd at huske dem. Primært fordi de altid giver mig et godt grin, og det hører til blandt de ting, jeg værdsætter mest her i livet: gode grin! Dem skal man ikke kimse ad.

Så, listen over åndsvage samtaler, jeg har haft med mænd på det seneste, inkluderer:

Skal du ikke lige have et billede af det her til din Instagram?

Det er okay dude, jeg behøver ikke lægge alt, hvad jeg foretager mig på Instagram, men tak for omtanken, da.

– og i direkte forlængelse heraf kommer altid

Må jeg godt begynde at spise?

Ja, du må gerne spise din mad. Jeg skal nok spørge pænt, hvis jeg gerne vil have et billede af din mad, før du spiser den. 

Og nu hvor vi snakker om mad, så diskuterer vi virkelig ofte

Hvilket rugbrød er det bedste?!

Svaret er Proteinrugbrød fra Kohberg, uden tvivl, men det er alt for dyrt, når det ikke er på tilbud, så du må altså nøjes…

Og selvfølgelig, så må det der kommer ind, også komme ud igen

Prutter er det sjoveste i hele verden!

Nej. Nej, det er de ikke.

Og de dage, hvor prutterne ikke er nok

Har du nogensinde lavet en havflyder?! Jeg kunne helt vildt godt tænke mig at prøve at lave en havflyder!

Nej. Nej, det har jeg ikke, og nej, det har jeg heller ikke lyst til at prøve. Hvorfor?!

De er skøre, de mænd, men heldigvis er det ikke dem, der styrer verden. Eller… Fåck.

Vilde markblomster, Dalum, sommeren 2018Én af udfordringerne ved at hænge meget ud med mænd er dog, at de mænd jeg kender, alle sammen har en noget anderledes tilgang til livet, end jeg har. Og selvom det er det, der er det skønne, så er det også nogle gange lige til at få lange patter over. Især, når man som jeg har brugt det meste af sit liv på at beskæftige sig med sprog, og derfor tillægger folks ordvalg ret så stor betydning.

På den måde er det op til flere gange over de sidste uger sket, at jeg har fundet mig selv i helt seriøse diskussioner om, hvorvidt det er okay at kalde folk “perker” eller “neger”. Ikke bare en “ups, jeg kom til at bruge et modbydeligt ord og skal nu forsvare mig selv”-diskussioner. Nej, i ramme alvor “jeg mener oprigtigt at det er okay at kalde folk dét”-diskussioner.

Hør her, jeg er også bonde født og kvajet opdraget. Jeg har også altid kaldt en spade for en spade, og kommer også nogle gange til at bruge voldsomt upassende ord. Ingen er perfekte, og det er heller ikke meningen, vi skal være det. Men vi lever i 2018, og der er ingen af os, der lever udsatte liv, hvor vi ikke har ressourcerne til at tale ordentligt.

I min familie har vi aldrig rigtigt taget den slags konfrontationer op. Det er lettere bare at lade stå til, smile pænt og så glemme alt om det igen. Og det har taget mig årevis at acceptere, at det ikke er et skældsord, når jeg kalder mig selv “politisk korrekt” eller “feminist”. Det er ikke noget, jeg skal undskylde for, hvilket jeg i øvrigt stadig øver mig i. Og én af de måder, jeg øver mig på, er ved at råbe højt, når folk er sexistiske, racistiske eller generelt bare nogle kæmpe store røvhuller. Ja, man skal starte med the (wo)man in the mirror, men bagefter har man altså også et ansvar for at råbe højt af resten, ikke?

Vilde brombær, Dalum, sommeren 2018Og sådan gik vi fra intern humor til alvor på et samfundsmæssigt plan på under 700 ord. Jeg elsker blogmediet, hah!

You may also like

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.