Anmeldelse: To Kill a Mockingbird

 photo 59913881-9cdd-4693-88cb-0ce59be8404c_zps0g1a33vw.jpg
To Kill a Mockingbird af Harper Lee. Udgivet i 2010 (oprindeligt i 1960) på forlaget Arrow Books. 4 ud af 5 stjerner.

Scout er 6 år gammel og ved udmærket, hvordan verden hænger sammen. Og alligevel er der så meget, der ikke giver mening; hvorfor skal hun gå i kjole, når hendes bror Jem må gå i bukser? Hvorfor går naboen Mr Arthur “Boo” Radley aldrig nogensinde uden for sin hoveddør? Og hvorfor ser folk så anderledes på byens sorte befolkning? Scout forstår mange ting, men hun forstår ikke, hvorfor de voksne altid er så underlige.

Summer was our best season: it was sleeping on the back screened porch in cots, or trying to sleep in the tree-house; summer was everything good to eat; it was a thousand colours in a parched landscape; but most of all, summer was Dill.”

To Kill a Mockingbird bliver hyldet vidt og bredt for dens enestående syn på racismen i 1930’ernes amerikanske sydstater og er for længst blevet en klassiker, som enhver læsehest med respekt for sig selv bør læse. Og det er bestemt ikke uden grund! Bogen formår at tage nogle dybe, tunge emner op, men samtidigt at gøre dem tilgængelige og forståelige for enhver, ved at anskue dem gennem en 6-årigs øjne. For selvom bogen handler om racisme, fattigdom, uretfærdighed og meget andet, så handler historien i langt højere grad om en ung piges udvikling. Fra bare at have taget verden for givet tvinges hun til at sætte sig i andre menneskers sted og se verden gennem deres øjne. Godt hjulpet på vej af sin barndomsven, sin storebror, sin kærlige husholderske og sin altvidende far vokser hun fra at være en kamplysten rolling til at være en dybsindig pige med en forståelse for verden, der langt overskrider hendes alder.

Beautiful things floated in his dreamy head. He could read two books to my one, but he preferred the magic of his own inventions.”

Bogen tvinger ikke nogen højpandet morale ned i halsen på dig som læser eller prædiker om godt og ondt. Den tager dig derimod nænsomt i hånden og lader dig selv udforske en verden af uretfærdighed gennem et barns uskyldige øjne. Netop uskylden og uretfærdigheden danner dermed den enorme kontrast, som handlingen udspiller sig på baggrund af og gør det hele klart som kold februarmorgen. Du behøver ikke gennemsøge din sjæl for at finde svaret – det er bare. Med humor og livsglæde leder Lee dig igennem en brutal verden, som slet ikke føles brutal. Bogens lethed gør moralen til en uomtvistelig sandhed:

Mockingbirds don’t do one thing but make music for us to enjoy. They don’t eat up people’s gardens, don’t nest in corncribs, they don’t do one thing but sing their hearts out for us. That’s why it’s a sin to kill a mockingbird.”

 photo 81f67843-1617-42e4-b80f-e95477b370a0_zpshwrr52fo.jpg
 photo 03aeaebe-b74b-4efc-b633-9d6c51f13028_zpstpqrpi3o.jpg


Den 11. juli fyldte Harper Lees elskede klassiker 55 år og i morgen udkommer den længe ventede efterfølger Go Set a Watchman endelig. 

 

Continue Reading

Post Roskilde

Hallehøj, så er jeg tilbage! Phew, for et langt stræk af øredøvende stilhed der pludselig kom herinde. Det var da bestemt ikke lige planen, men pludselig kom virkeligheden altså bare i vejen i form af eksaminer og festival. Dog kan jeg se, at I ikke helt har forladt mig undervejs, og det sætter jeg stor pris på! Nu er jeg også så småt ved at være tilbage i virkeligheden, og jeg har massevis af planer til jer herinde.

I mellemtiden har jeg fået ferie, og den synes jeg selv, jeg har fået kickstartet ret godt med en uges fest og farver på årets Roskilde Festival. Det er tre år siden, jeg sidst var af sted, så abstinenserne var store, men årets oplevelser var heldigvis endnu større. Jeg fik ikke nået halvdelen af, hvad jeg havde håbet, men det var alligevel en helt fantastisk tur. Jeg mødte en skøn flok nye mennesker, oplevede den danske sommer fra dens bedste side, spiste lækker (og mindre lækker) mad helt uden selv at arbejde for det, og fik hørt nogle helt fantastiske koncerter.wpid-img_20150704_041306.jpg

Jeg var i pit til Pharrell, sad på tribunen til Disclosure og sad på plænen til både Marie Key og Nicky Minaj. Men de koncerter, der imponerede mig mest, var helt sikkert Rangleklods og Mew.
Wauw, Mew blæste mig omkuld! Det var den mest inderlige, rørende, smukke og hæsblæsende koncert, jeg nogensinde har oplevet. Alle andre koncerter jeg nogensinde har været til blev med ét blæst bagud og en ny favorit indtog førstepladsen. Jeg blev ramt af ren eufori og kan slet ikke slippe Joans Bjerres fantastiske vokal og dybe inderlighed igen. SMUKT!

Det var en skøn tur, og snakken er allerede begyndt om, hvorvidt vi skal af sted igen næste år. Dog er håbet, at vi kan komme af sted uden at skulle være frivillige næste år, så vi kan feste fuldstændigt igennem haha.
Hvad med jer? Har I været af sted på Roskilde, eller står der noget andet vild på programmet denne sommer?

Continue Reading