Grå sommerkjoler

Jeg elsker sommeren. Jeg bruger sådan cirka hele året på at gå at glæde mig til de der sparsomme måneder, hvor jeg kan pakke alle mine sager sammen og campere lykkeligt i Mosen uden at gøre dagens gode gerning. Formål: ren afslapning og solslikning ad libitum. Uh, det er altså ren lykke!

Nu kommer jeg nok aldrig til at blive hende, der hopper ud i de helt spraglede og farverige outfits, men om sommeren kan der da godt komme en lille smule mere farve på. Det skal dog stadig være “rent” at se på, så basen skal være simpel. Så kan man bedre tillade sig at gå amok med accessories, når man er en smule farveforskrækket som mig. Derfor går jeg lige for tiden og drømmer om lette sommerkjoler i grå toner. Den perfekte basefarve!

grå sommerkjoler
1 // 2 // 3

Jeg har fundet tre skønne kjoler, som alle koster under 300 kroner. Jeg kunne virkelig godt tænke mig at tilbringe en masse sommertimer i bare én af disse kjoler. Især nummer to har jeg virkelig kigget på længe, og jeg tror seriøst jeg bliver nødt til at eje den. Den har både former og lækker løshed – og så har den en lækker dyb udskæring på ryggen. Altid et hit. Den tror jeg helt bestemt, jeg bliver nødt til at kigge efter i den lokale Only.

Og for så at få de der lækre farver ind tror jeg, at jeg ville style den med farverige stilletter a la disse eller disse eller måske disse. Og så selvfølgelig fuld knald på læberne. Det tror jeg kunne være et helt perfekt sommeroutfit. Så mangler jeg bare pengene, sommeren og måske anledningen hehe.

Continue Reading

Mit arbejdshjørne

Eller, “arbejde” er måske så meget sagt. I hvert fald baseret på den indsats jeg har lagt for dagen det foregående semester. Ikke ligefrem noget at prale af, men det tror jeg vidst, vi har snakket om allerede. Jeg regner med at bruge begrundelsen “jamen det var jo ikke færdigt. Jeg kunne simpelthen ikke koncentrere mig, når det ikke var færdigt!”. Det synes jeg, er en god undskyldning. Det eneste problem er bare, at den så forpligtiger mig til at tage mig sammen, nu hvor det endelig er, som jeg vil have det. Fair nok, det måtte jo ske en dag. Og lige op til eksaminerne er vel også det, man kalder “god timing”.

 photo e14596ec-7649-4666-b00c-9a84b9ee472b_zpsjxuh5pll.jpg
Planter & Krukker // Opslagstavle // Lampe // Kalender // Stol

Da min kæreste og jeg sidste år besluttede os for at flytte sammen, var mit krav, at det skulle være i en treværelses, så jeg kunne få mit eget arbejdsområde. Det viste sig dog ret hurtigt at være temmelig besværligt med vores budget, så i stedet gik vi efter store toværelses, og så var der faktisk bid med det samme. Derfor har jeg altså ikke mit eget kontor, men derimod mit eget hjørne af stuen som jeg 100% har magten over. Og den magt har jeg valgt at udnytte med et kæmpe skrivebord!

Skrivebordet er lavet af en helt almindelig plade, som jeg fik min far til at skaffe. Pladen er over to meter lang (der skal være rigeligt med plads til at brede sig, når de store tanker skal ud) og malet af min storesøster. Bordpladen er lagt oven på to LERBERG-bukke fra IKEA til en halvtreller stykket. Så bliver det sgu ikke nemmere.

Lige siden jeg fik skrivebordet, har jeg dog gået og drømt om en opslagstavle af armeringsjern, som jeg så hos de skønne piger fra HOMESICK. Fedt, flot, funktionelt og pisse besværligt. Jeg har seriøst aldrig lært at tale byggemarkedsk, og der er grænser for, hvor mange gange jeg kan tillade mig at udnytte min far som tolk. Derfor blev drømmen konstant udskudt, indtil de selv samme hjemvesramte piger tippede om en ny løsning fra IKEA. Hallo. Jeg taler IKEA! Og varen var endda fra min egen afdeling. Aflys tolken gutter, jeg ka’ selv!

Og sådan gik det altså til, at mit lille hjemmekontor blev “færdigt” (jeg siger “færdigt” for helt ærligt. Hvornår er et rum nogensinde fuldstændigt færdigt? Aldrig). Helt unikt, men med massevis af genskabelige elementer. That’s how I like it.
 photo fc7777c2-5004-46e2-a6f7-beb4c9fcd3bb_zpslzfga57f.jpg
 photo 86016389-458d-4032-be4c-f3127550d872_zpszfdqtxao.jpg
 photo 459ef97b-cb67-4e1e-a8f1-55da7efb2518_zpswc9kxgip.jpg

Hvad synes I? Er hjemmkontoret noget I har prioriteret i indretningen, eller bare noget som lige er passet ind, hvorend der nu er plads?

Continue Reading

Ferie på landet

Beklager radiostilheden de sidste par dage, men den har været yderst velbegrundet. Jeg er midlertidigt flygtet fra storbyens stress og jag og har i stedet valgt at barrikadere mig alt for langt ude på landet med dårlig dækning og mere eller mindre intet at lave. Skønt, ikke?

Okay, flygtet er måske så meget sagt. Nok nærmere kidnappet. En form for semifrivillig kidnapning. Mine forældre er på ferie i et par dage, hvilket efterlader en stakkels lille hund, som skal passes. Og hvem kan sige nej til de famøse hundeøjne? Jeg nyder i hvert fald muligheden for at få stillet den der hundeskrukhed i et par dage. Selvom det efterhånden er tre år siden, jeg flyttede hjemmefra, er det stadig underligt ikke at have dyr omkring mig hele tiden. Det er svært at glemme 19 års vaner haha.

 photo received_900071806718009_zpsypajf1vj.jpegDet er altså lidt et underlidt paradox. Her sidder jeg med min kæreste og min hund omgivet af den smukkeste natur og fred og ro i litervis. Og det er lækkert. Og helt vildt kedeligt! I går da min veninde skrev og spurgte, hvad jeg lavede, var jeg så tæt på at springe på cyklen for at kæmpe mig tilbage til byen. Det er lidt forfærdeligt, hvor afhængig man kan være af byens muligheder. Også selvom man ikke altid udnytter dem, så er det alligevel rart at have dem. Og det har man bare ikke herude.

Men det er jo heller ikke kun skidt at være lidt isoleret. Jeg har fået indhentet alt, hvad jeg måtte have manglet på søvnfronten. Vi har gået lange, idylliske ture, og så kan jeg få afprøvet det der med ikke at have den store tv-pakke. Kæresten er ikke tilfreds (han gik glip af pokalfinalen – GISP!), men jeg synes nu egentligt, det er meget rart. Hvis bare resten af teknikken så ville virke ordentligt haha.

 photo received_900071823384674_zpsxzjnpvor.jpeg
 photo received_900071826718007_zpsemvfc7lk.jpeg
Jeg tror i hvert fald, vi kan konstatere, at selvom der er både dejligt og hyggeligt herude, så flytter københavneren og jeg nok næppe på landet lige foreløbigt. I modsætning til resten af min familie er jeg bymenneske med stort B. Men man kan jo sagtens komme på besøg af og til ;)

P.S. jeg er totalt gået på læseferie i dag. Wuhuu!

Continue Reading

Opskrift: klassisk jordbærtærte

 photo ef3973cc-050d-40d1-aa48-9b383f20ff1f_zpsshrxjnko.jpg

Som skrevet, så kom jeg i fredags hjem til frisklavet jordbærtærte kreeret af ingen andre end min helt egen bager. Ret sejt, ikke? Kagen vakte i hvert fald stor begejstring på både Instagram og min private Facebook og selvfølgelig herinde, hvor I var nogle stykker, som erklærede jer enige i, at der ikke var de problemer, som en god jordbærtærte ikke kunne fikse. Og I havde ret!

Eftersom det var min kæreste, der lavede kagen og ikke mig, skal jeg ikke kunne udtale mig om sværhedsgrad, men jeg kan derimod sagtens sige noget om smagen. Den var helt perfekt sommerlækker, som kun en jordbærtærte kan være det! Karamelagtig mazarinbund, cremet flødecreme og friske jordbær på toppen. Mums!

Ingredienser

  • Mørdej
    150g hvedemel
    100g smør
    50g sukker
    ½ æg
  • Mazarinfyld
    100g blød smør
    100 g sukker
    100g ren rå marcipan
    ½ æg
  • Flødecreme
    ½ brev kagecremepulver
    2,5 dl mælk
    2,5 dl piskefløde
  • Pynt
    150g mørk chokolade
    500g friske jordbær

Fremgangsmåde

  • Bland alle ingredienserne til mørdejen og ælt den grundigt. Stil den i køleskabet i en time.
  • Riv marcipanen groft på et rivejern.
  • Forvarm ovn til 200 grader.
  • Rør blød smør og sukker sammen til fyldet. Tilsæt revet marcipan og æg.
  • Rul mørdejen ud ud læg den i en smurt tærteform (ca. Ø 23).
  • Fyld tærteform med fyld og bag ved 200 grader i almindelige ovn i cirka 20 minutter.
  • Lad kagen køle helt af, før du fortsætter.
  • Pensel den afkølede kage med smeltet chokolade (her kan det godt være fristende at lave et ekstra tykt lag, men lad være. Det gør bare kagen umulig at skære igennem, når chokoladen størkner)
  • Rør kagecreme efter pakkens anvisninger. Stil cremen på køl indtil det bliver stift.
  • Pisk fløden til flødeskum og bland den med kagecremen.
  • Fordel flødecremen på den størknede chokolade og pynt med friske jordbær skåret i halve.

 photo ef8b69b9-c0f7-4f34-9118-2ede89803003_zps5qspcb1h.jpg
 photo 8a2f64b4-7abe-4d12-b816-fbfe2aef599a_zpszmghrjxx.jpg
 photo 0cb4e6db-134a-43c8-bc94-48c21a836b8a_zpssanbnbd9.jpg

Eftersom der er en del ventetid involveret, tager det temmelig noget tid, fra man begynder, til man kan sætte tænderne i den færdige tærte, men så gælder det jo bare om at udnytte ventetiden effektivt. Man kunne jo eventuelt lige tage en forårsrengøring af hjemmet, så man kan nyde kagen med god samvittighed, når den er færdig. Man kunne også bruge tiden på at invitere folk på friskbagt kage. Man kunne måske blande nogle lækre drinks. Eller man kunne nyde en god bog – så flyver ventetiden garanteret af sted!

Lad mig endelig høre, hvis I selv giver jer i kast med kagen (eller andre lækre sommerretter). Både links og billeder er mere end velkomne!

Velbekomme <3

Continue Reading

Bad (fri)day

Arhmen altså, kender I de der dage, hvor det egentligt kører ret fedt, indtil I træder i en hundelort eller sådan noget?

Det startede eller ret godt. Sov næsten ikke over mig i morges, hvilket gav mig mega god tid foran spejlet. Optur, eftersom jeg lidt havde frygtet Piña Coladarelateret træthed (det var vel lillefredag?). Bum bum, make-up’en spillede, håret spillede, outfittet spillede faktisk også meget godt omend en anelse atypisk. Faktisk spillede morgenen bare rigtigt godt. Det vil sige, indtil jeg var på vej på uni.

Ret præcist 1,7 kilometer før destinationen hører jeg en underlig lyd og kigger ned. “Ih nej se, mit fordæk er fuldstændigt fladt! Hvor herligt…” Så er 1,7 kilometer altså lige pludselig ret langt. Især fordi jeg før afgang tænkte “Hey, jeg skal da have stilletter på i dag”. Misforstå mig ikke, de er ganske gode at gå i. Når man bare lige skal tulle rundt til en fest (eller mellem forlæsningslokaler på uni). Ikke til at gå 1,7 kilometer i. Så i stedet gik jeg 1,7 kilometer på strømfødder. Klokken 8 om morgenen. Med dug og jord og blade og whatnot på vejen. Fedt.

Så derfor skal I høre go’e gamle Daniel Powter med ‘Bad Day’ i dag. Bare fordi jeg er ret negativ over, at min cykel er flad. Og så vil jeg ellers smutte ned i det der famøse fitnesscenter og forsøge at træne negativiteten væk. Og hvis det ikke lykkes, så spiser jeg den væk med friskbagt, hjemmelavet jordbærtærte, når jeg kommer hjem igen (det er ret fedt at have en arbejdsløs bager som kæreste (og så snakker vi ikke om, hvordan træning og jordbærtærte passer utroligt dårligt sammen)).

God fredag alle sammen! (:

Continue Reading

Anmeldelse: An Abundance of Katherines

 photo edc2f796-febe-49f6-9b21-b3087c83ced5_zpsuldmi0t0.jpg
An Abundance of Katherines af John Green. Udgivet i 2006 på forlaget Penguin Books. 4 ud af 5 stjerner.

Colin Singleton har en helt bestemt type, når det gælder piger. Han kan lide Katheriner. Faktisk har han aldrig dated en pige, der ikke hed Katherine. Han har dated en Katherine 19 gange, og 19 gange har en Katherine slået op med ham. Nu, hvor han endnu en gang er blevet efterladt håbløst hjerteknust, har hans ven Hassan slæbt ham med på et roadtrip uden destination. Hassans mål er at give Colin et nyt syn på livet væk fra de mange Katheriner. Colins: at bevise den matematiske forudsigelighed i ethvert romantisk forhold!

Colin laughed. It suited him. No longer a prodigy, not yet a genius – but still a smartypants.”

Colin Singleton er en helt fantastisk fyr. Som 3-årig finder hans forældre ud af, at han er ekstremt intelligent, og hele hans liv kommer til at handle om, at han er et vidunderbarn. Nu hvor han er færdig med high school, begynder han dog at tvivle på sig selv, for hvad nu hvis han ikke kan blive et rigtigt geni? Hvad nu hvis han bare er et klogt barn, som aldrig kommer til at udrette mere med sit liv og aldrig kommer til at efterlade sit aftryk på verden? Det er hans helt store frygt, men han er overbevist om, at hvis han bare udleder en vigtig nok teori og får status som geni, vil hans liv for evigt blive meget bedre. Det er derfor, han er så fokuseret på sin matematiske formel – hvis han bare beviser teorien, bliver han et rigtigt geni, og så vil Katherine XIX indse, at hun stadig elsker ham, og de vil leve lykkeligt til deres dages ende!

Shame about how we’re gonna die here, though. I mean, seriously. An Arab and a half-Jew enter a store in Tennessee. It’s the beginning of a joke, and the punch line is ‘sodomy’.”

Der er så meget godt indhold i denne bog, at det er umuligt at få det hele med uden enten at afsløre for meget af handlingen eller ende med et alt for langt indlæg. John Green har virkelig præsteret noget fantastisk med denne historie – og endda helt uden at knuse mit hjerte denne gang! Historien er gennemarbejdet og gennemsyret med små geniale input, som kan få enhver dødelig til at føle sig så intelligent som et børnehavebarn. Og oven i det er den stopfyldt med fantastisk humor, som gang på gang fik mig til at grine højlydt.

 photo 19ae3103-5f90-4bc8-aa50-ef0cd1f5fb49_zpsmjwjcfoa.jpg

Jeg elskede virkelig denne bog. Jeg elskede dens humor, jeg elskede dens karakterer, jeg elskede dens sjove opbygning med de mange formler og fodnote som en anden videnskabelig afhandling. Min eneste anke er, at den taber pusten en smule hen mod slutningen. Det er dog langt fra nok til at ødelægge min begejstring for den lille røde bog, som ender ud som en smuk historie om at finde sig selv inderst inde.

Jeg ville ønske, at jeg kunne bidrage med flere kloge ord om denne bog, for jeg kunne helt ærligt snakke om den hele dagen og blive ved med at smide skønne citater efter jer, men i sidste ende er pointen den samme: læs den her bog, så snart I får chancen. I vil ikke fortryde det!  photo dd0cc34c-9b5d-497a-8ce0-2e129ebca8f6_zps9hqvan4h.jpg
 photo 38a628e3-0621-4d64-b2b9-ba21cc14dfc5_zpske5cgwoa.jpg

And that’s why he liked her, and loved her. She spoke to him in a language that, no matter how hard you studied it, could not be completely understood.”

Continue Reading

Serier på en regnvejrsdag

Er jeg den eneste, der bare slet ikke har kunnet finde ud af vejret i dag (sagde den stereotype dansker uden opfindsomhed)? Hele formiddagen skinnede solen lystig, og jeg overvejede om i dag mon var dagen, hvor jeg endelig turde droppe strømpebukserne. Nej, det var det ikke. Da det endelig blev tid til, at jeg skulle ud af døren, begyndte store tunge regnvejrsskyer at nærme sig, og jeg hastede i stedet ivrigt mod bussen. Forfængelighed + cykel + regn = ABORT MISSION!
Resten af dagen har mere eller mindre kørt i det samme spor her i Odense: regn, sol, regn, sol, regn, solnedgang. Phew, bestemt dig nu for pokker. Jeg kan ikke følge med!

På sådan en dag som i dag, så er der i virkeligheden kun én ting, man burde gøre: binge watching. Regnvejr + sofa + varm kakao + Netflix = continue mission. Så her får I en lille liste over serier, som jeg i hvert fald kan anbefale til en regnvejrsdag på sofaen.

Doctor WhoDoctorwho_50th-anniversary_thumbnail_02
Lad os lægge hårdt ud med min absolutte yndlingsserie: Doctor Who. Historien handler om en alien fra planeten Gallifrey. Han er Timelord, tusindvis af år gammel, og skifter ansigt i stedet for at dø. Sammen med sine forskellige følgesvende rejser han rundt i tid og rum i sin TARDIS og redder universet fra monstre. Lyder det sært? Det er det også. Men det er også en af de mest fantastiske serier nogensinde, som gang på gang får dig til at grine, græde og gyse. Serien har kørt i over 50 år, og er mere populær end nogensinde. Kombineret med dens helt unikke historie er det også en fortælling om kærlighed og venskaber ud over alle grænser. Og nå ja, så er det den eneste serie i verden, som kan gøre dig bange for englestatuer, revner i væggen din egen skygge.

Se den, hvis du kan lide humoristisk sci-fi med et glimt i øjet og stærke følelser.

SupernaturalSupernatural-supernatural-30545991-1680-1050Supernatural handler om de to brødre Dean og Sam Winchester, som hele deres liv er blevet opfostret som monsterjægere. Da deres far forsvinder, giver de sig til at rejse landet rundt for at finde ham, mens de bekæmper alle monstre de møder på deres vej. Og det er mange!
Serien kører på sin 10. sæson, og har en kæmpe fanbase verden over. De to brødre testes konstant, mens de kører landet rundt i deres gamle Impala med massevis af klassisk rock.

Se den, hvis du kan lide gys og udfordringer. Og utroligt pæne mænd!

Sherlock
sherlock
Den kendte historie om Sherlock Holmes og hans trofaste ven John Watson, men sat i nutidens moderne London. Meget mod politiets vilje indkalder de den excentriske og ulidelige Sherlock for at få hjælp til at opklare en række forbrydelser.
Fordelen ved denne serie er, at hvert afsnit er på længe med en klassisk spillefilm, så man får massevis af underholdning på én gang. Ulempen er dog, at hver sæson kun består af tre afsnit, og de er ikke blege for at lade seerne vente i flere år på næste sæson.

Se den, hvis du kan lide britisk humor og klassiske mysterier i skøn forening.

Blue Mountain State
Blue-Mountain-State-poza-serial
Tre unge fyre starter på college og forsøger at finde ud af både skole, fester, fodbold, piger, venner og alt derimellem. Med en stil, som selv The Stifmeister ville være dybt misundelig på, fester de sig vej igennem livet og til tops i College Football. En hysterisk sjov serie som ofte går langt over grænsen for, hvad der er passende. Serien er desværre slut, men som et plaster på såret kommer der en film til efteråret!

Se den, hvis du kunne lide American Pie filmene (især the Naked Mile og Beta House) og trænger til et godt grin.

Game of Thrones
got21
I Westeros har der hersket uenighed om, hvem der har retten til tronen, siden The Mad King blev slået ihjel. Overalt i riget kæmper magtfulde familier for, hvad de mener, er deres retmæssige plads, og menneskeliv er ingen hindring. Serien har skabt overskrifter verden over for dens nådesløshed og omfattende historie, og hvert et rosende (og risende) ord har været velfortjent. Serien er bestemt ikke for sarte sjæle, men kan du tåle mosten, garanterer jeg underholdning fra start til slut.

Se den, hvis du kan lide drama så urealistisk realistisk, at du slet ikke tvivler på, at der findes drager.

True Blood
12662
I den lille sydstatsby Bon Temps levede de egentligt et fredeligt liv, indtil kineserne opfandt Tru Blood. Syntetisk blod med præcis de samme egenskaber som naturligt. Denne opfindelse tillod endelig vampyrer at afsløre deres eksistens for menneskeheden, men kan de to racer eksistere side om side? Serien følger Sookie Stackhouse, som mod sin vilje gang på gang bliver rodet ind i varmpyrernes drama.

Se den, hvis du godt kan lide vampyrmyten, men foretrækker dem som voldelige bæster frem for glitrende skoledrenge.


 

Nu ville jeg så ønske at jeg kunne sige, at jeg ville kaste mig over en af alle disse skønne serier med det samme, men der er Champions League semifinale. Æv, æv, æv.

Continue Reading