Bøger som har fået mig til at græde

 photo ec49f239-7ea2-4f4c-ad2f-c9c798cdaa54_zpsr1ezpnz0.jpg
For nogle år siden skete der noget underligt. Jeg sad med en bog i hænderne som så ofte før. Bogen tog en yderst uventet drejning, og pludselig fandt jeg mig selv med tårer trillende ned af kinderne. Jeg græd rent faktisk over en fiktiv hændelse! Det var aldrig sket for mig før, men det er bestemt sket siden.

Det var som om, at disse første, hjerteknuste tårer åbnede op for nogle sluser, som jeg slet ikke anede fandtes. Efter denne skelsættende læseopdagelse har tårerne med jævne mellemrum trillet frit, og det er efterhånden blevet et kvalitetstegn i min verden, hvis bogen jeg holder i mine grådige hænder, kan få mig til at glemme verden omkring mig og give frit løb for min sorg.

Disse rørende oplevelser er noget af det, der stikker dybest i min hukommelse, og jeg vil hjertens gerne bringe oplevelsen videre. Derfor har jeg her samlet en række bøger til jer, som trænger til at få rørt hjertemusklerne.
 photo 9e1e4104-91a4-40b2-834c-b6873620d6b9_zpscjpjjljp.jpg
Den skæbnesvangre bog, som for alvor åbnede for tåresluserne, var ingen anden end Harry Potter og Halvblodsprinsen, som jeg læste for små 10 år siden på mit teenageværelse. Selv samme bog genlæste jeg tidligere på ugen. Den danske oversættelse var skiftet ud med den engelske originaltekst, og teenageværelset var byttet ud med voksenlejligheden, men tårerne strømmede om muligt endnu stærkere end for 10 år siden.
Jeg ved naturligvis godt, at bogen på ingen måde kan ramme lige så hårdt, hvis ikke man har læst de fem foregående bøger, men skønheden og sorgen er stadig til at tage og føle på. Så derfor er opfordringen herfra simpel: har du ikke læst bøgerne, så læs dem. Har du læst dem, så genlæs dem. Lige nu!
 photo 758b0cdb-f026-4b13-9f2a-c7401b46cfd3_zpsajnjoxe0.jpg
Nummer to på min tåreperserliste er naturligvis The Fault in Our Stars, og det er ligefør, jeg knapt nok gider sige hvorfor. Jeg kan faktisk knapt nok huske, hvorfor jeg købte bogen i første omgang, men den vandt med det samme en helt speciel plads i mit hjerte. Aldrig har en bog overrasket og chokeret mig så meget, og sjældent har jeg været så knust efter at have vendt den sidste side. Bogen har for længst taget verden med storm, og hvert et rosende ord har været fuldt fortjent. Læs den, hvis du elsker romantik og ungdommeligt eventyr. Læs den ikke, hvis du ikke kan tåle, at få knust dit hjerte.
 photo ef24c011-570a-4122-aa78-b687d3e8aa92_zpsohb3hmlv.jpg
Tredje bog på listen er heller ikke ligefrem nogen nyhed, men den fortjener stadig tårevædede ord med på vejen. Egentligt irriterede Me Before You mig en anelse af og til undervejs, men den afsluttende inderlighed og fortvivlelse slettede al negativitet og efterlod mig rørt og eftertænksom i mit inderste. En smuk og tankevækkende oplevelse som stadig ikke helt har sluppet sit tag i mig. I kan læse min fulde anmeldelse af denne bog lige her.

Den sidste bog, jeg vil fremhæve i denne omgang, er også den mindst kendte, hvilket den egentligt ikke fortjener. Faktisk burde hele verden læse Noughts & Crosses, som tvinger os til at sætte spørgsmålstegn ved hele vores verden. Sorgen kom i denne omgang som et kæmpe chok, for jeg havde slet ikke set tragedien komme. Jeg var optimist, lige indtil jeg ikke længere kunne benægte faktum, og det fik bare chokket til at ramme mig endnu hårdere. Læs den, hvis du trænger til at få vendt din verden på hovedet og ikke er bange for den brutale virkelighed.
 photo 400f5c91-1b64-46f0-b852-cc343e52c5cb_zpsax06jke8.jpg
Kom endelig med jeres bidrag derude. Hvilken bog kan I ikke læse uden Kleenex ved hånden? Og hvilken læseoplevelse har chokeret jer fuldstændigt?

Continue Reading

Det der undrer mig mest…

Dette indlæg er en del af min ansøgning til DR Talentholdet. Forhåbentligt bliver det bare et af flere. I kan læse mere om DR Talentholdet lige her


 photo 20150522_061812_zpsbbrxmdmx.jpg
Man skal huske at se de lyserøde sider af livet

… er hvorfor vi altid skal male fanden på væggen. Vi er altid sortseere i stedet for optimister. Fremgangen af e-bøger er ensbetydende med, at den trykte bog dør, fascinationen af billedmedier fører til en falsk idyllisk verden og udbredelsen af sociale medier betyder, at vi tilbringer mindre tid sammen i den fysiske verden. Negativt, negativt, negativt.

Undskyld mig, men hvornår blev det fælles danske glas mælk halvt tomt?

Forleden læste jeg en artikel fra Jyllands-Posten om unges udvikling og sociale liv i forhold til sociale medier. Det var faktisk en rigtigt dejlig og nuanceret artikel, som kiggede på begge sider af sagen. Den var kritisk, men den var heller ikke bange for at låne Elton Johns solbriller og se verden i et lidt mere lyserødt skær. Der var bare et enkelt citat i artiklen, som slog mig omkuld:

”Man bliver måske glad for de 200 likes nu og her, men det rummer ingen dybere værdsættelse af ens personlighed.” sagde Per Schultz Jørgensen, som er både psykolog og professor emeritus. Fint skal det være.

Men kan det nu også passe? Kan det virkelig passe, at 200 likes ikke rummer nogen dybere værdsættelse af ens personlighed? I så fald må det jo betyde, at det man selv producerer, på ingen måde er relateret til ens personlighed. At dine billeder på Instagram, posts på Facebook og tweets på Twitter slet ikke har noget som helst at gøre med, hvem du er som person. Nej vel?

200 likes er da et udtryk for anerkendelse af ens humor, ens tanker eller ens kreative evner. 200 likes varmer da hele vejen fra den glødende digitale skærm og ind i det bankende analoge hjerte. 200 likes er da 200 personer, der siger ”du er sgu god nok”, og hvad kan være dybere end det, kære professor emeritus?

Måske det er på tide, at vi stopper med at lytte til folk, som færdiggjorde deres første uddannelse, mere end 40 år før internettet blev tilgængeligt for offentligheden. Måske skulle vi i stedet huske på, at e-bøgerne skaber lettere adgang til litteratur, at Instagram inspirerer til et smukkere liv, og at relationerne på de sociale medier også eksisterer i den fysiske verden. Og lad os så nyde den mælk vi nu engang har. Skål!

Continue Reading

Blondes have more fun

Seks forskellige hårfarver. Det er hvad jeg er nået op på i denne sæson. SEKS! 1, 2, 3, 4, 5, 6! Og de fem af dem endda i løbet at de sidste to måneder. Whuuuut! Tror måske, det er meget godt, at sæsonen er slut, for mit hår trænger nok lidt til en pause efterhånden haha.

Men hold nu op, hvor fik vi lige rundet sæsonen af med et brag af en blondering. Der skulle ske noget vildt her til sidst, and so we did! Helt klart en af de farver jeg har fået denne sæson, som jeg elsker mest. Glæder mig sådan til at rock’e det blonde hår resten af sommeren i skøn forening med en masse plejende produkter. Gotta keep that hair healthy!

Jeg ville gerne skrive en masse kloge og bevingede ord til jer her til aften (især efter den eksamensrelaterede stilhed), men jeg er simpelthen så smadret i dag. Ramte først puden til midnat efter en lang dag i Næstved, og så var det ellers op igen klokken 6 for at sidde eksamensvagt. Zzzzz.
Lover dog, at jeg har en masse godt i ærmet til jer. Der skal bare lige være lidt mere hjerneaktivitet for at få det ud på skrift, så her til aften må I nøjes med grynede mobilbilleder og en sludder for en sladder.

God torsdag derude! (:

Continue Reading

Anmeldelse: Rock War

 photo e7705ec0-99e8-4407-9a47-c0411fedbf7c_zpsyqjzzy45.jpg
Rock War 1 – Det første slag af Robert Muchamore. Udgivet i 2015 (oprindeligt 2014) på forlaget Gyldendal. 2 ud af 5 stjerner.

Jay drømmer om at være med i et rigtigt band. Han vil ikke bare spille musik for sjov, han vil spille for tusindvis af mennesker mens de taktfuldt råber hans navn i kor. Summer vil egentligt helst bare gerne være for sig selv, men da hun pludselig bliver tvunget til at synge, finder hun ud af, at der er mere i verden end bare hendes syge bedstemor. Og til hendes store overraskelse kan hun faktisk lide det! Dylan forsøger at skabe sin egen identitet uden hans rige rockstarfar, men langsomt begynder han alligevel at følge i sin fars fodspor.

Rock War er den ultimative ungdomsfortælling. Historien er sprængfyldt med uskyldig kærlighed, identitetskriser og store drømme. For hver side man vender i den punkede bog rammes man af et nyt drama der gang på gang overgår al forstand. Udfordringerne strækker sig lige fra eftersidning, mobning og ondskabsfulde søskende til tyveri, overfald og voldtægtsforsøg. Intet er for småt, intet er for stort, og tempoet er konstant i top. Faktisk var det en overgang lige før jeg blev helt forpustet i forsøget på at følge med!

Historien skifter mellem at følge henholdsvis Jay, Summer og Dylan, som fuldstændigt uafhængigt af hinanden udlever musikdrømmen. Desværre var fordelingen ikke helt fair, og lige fra starten holdt jeg langt mere med Jay end de to andre. Og Dylan var helt uden for kategori, da han først blev introduceret meget sent i bogen og hans historie på ingen måde følger de andres. Han virkede som en irrelevant parentes i mellem de to andre.

Bogen virker som én lang intro til den egentlige historie, som kommer til at udfolde til i de kommende bøger. Og det tror jeg faktisk virker til seriens største fordel, for nu kender jeg karaktererne og er dybt fanget af deres individuelle dramaer. Jeg har lyst til at vide mere om dem! Og dermed har Muchamore sikret sig et trofast publikum til seriens ende.
Selvom bogen muligvis ikke kommer til at få nogen æresplads på min bogreol, så er jeg ikke et sekund i tvivl om, at situationen havde været en helt anden, hvis jeg havde læst bogen i mine teenageår. Historien er helt perfekt til de tidlige år med enorm usikkerhed og endnu større drømme. Og selvom jeg muligvis er vokset fra bogen, så hænger den alligevel fast i mine tanker her længe efter den blev færdiglæst.
Lige meget om man er dreng eller pige, så kan man uden tvivl føle sig hjemme i denne bog, og det er en egenskab, som overstråler enhver form for stjerneuddeling fra sure, gamle anmeldere som mig.
 photo d1bd5e82-a0d2-48c3-b3e0-17f0bc9e9c7e_zpsxakbopxq.jpg
 photo a4af6067-b7dd-4abc-9cf7-ecb536bddb63_zpsup39vltp.jpg


Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Continue Reading

Man ved det er eksamenssæson når…

Ja, lister som disse er overalt på nettet lige for tiden, og jeg føler, at jeg kan nikke genkendende til dem alle! Især Miriams ramte et ømt punkt, da hun postede den den anden dag haha. Men eftersom Moonlit Madness jo er mit egocentriske lille paradis, så skal I altså også have mine eksamensrelaterede observationer.

Man ved det er eksamenssæson når…

  • … ens kæreste uden tøven og uden anger siger “trænger du ikke til et bad? Jeg synes du ser lidt usoigneret ud.” (underlig hud + ingen make-up = usoigneret?)
  • … man stadig har nattøj på klokken 21 om aftenen, og dermed bestemt ikke har tænkt sig at skrifte
  • … man er kronisk sulten
  • … og alt man har lyst til at spise involverer chokolade
  • … man sidder og hører diverse forskellige sound tracks hele dagen
  • … man for første gang i årevis tænker “Årh, jeg kunne godt lige se Tarzan!”
  • … man bliver sur på ens Bloglovin’ over den ikke konstant forsyner en med nye indlæg til ens overspringshandlinger
  • … man desperat sidder og kigger på ens stopfyldte kalender for at forsøge at finde et ekstra par timer til at arbejde på opgaven inden deadline
  • … man ikke længere kan finde plads til mere skrammel på ens ellers koloenorme skrivebord
  • … 2. semifinale i Eurovision 2015 er dagens første “lovlig” pause. Wuhuu!

 photo 124e48fe-7725-4154-a759-8b4a928d692d_zpstg2esvgx.jpg

Lad mig endelig høre jeres tilføjelser. Hvilke skøre ting kendetegner jeres eksamenssæson i denne omgang? Vær sød at sige, at jeg ikke er alene med at føle mig ussel haha.


P.S. husk vi ses på Twitter igen i aften. Jeg er allerede i fuld gang med showets fine hashflags!

Continue Reading

Alene hjemme

Uh, det er satme sjældent, at dét sker. Jeg elsker at bo sammen med min kæreste, men det er altså hårdt det der med aldrig nogensinde at være alene. Hvordan overlever folk med børn?!
Heldigvis er der kun én, jeg skal smide ud, hvis jeg vil have hytten for mig selv haha.

Det er sjældent det sker, men i aften sker det. Kæresten er smuttet hjemmefra for at se fodbold på en kammerats storskærm, så der er girls night in på Filosoffen! Jeg forsøgte virkelig at tage mig sammen og holde mig til det der eksamenshejs, men en pige kan altså kun koncentrere sig så mange timer af gangen. Så jeg besluttede mig for at droppe Bourdieu, Goffman, Meyrowitz og Habermas for resten af dagen og erstatte dem med Miranda, Charlotte, Samantha og Carrie i stedet. De er uendeligt mere underholdende og ofte klogere at høre på ;)

Jeg er virkelig gået i full on eksamensmode herhjemme. Det der kæmpe skrivebord jeg snakkede om den anden dag? Jeg kan knapt nok se det for noter, bøger, computer, kuglepenne, løse papirer, kompendier, og hvad jeg nu ellers har kunne skrabe frem. Jeg har valgt at skrive om et emne, der ligger lige midt i alt, hvad vi nogensinde har arbejdet med, så der er nok at tage af. Udfordringen ligger så bare i at få det hele samlet til en meningsgivende opgave. Oven i det har jeg også bare tre jobs lige for tiden, et socialliv der skal passes og en tur til Næstved i næste uge. Man skulle nødig komme til at kede sig, haha!

Men nok eksamensbrok for én aften. Jeg har omgivet mig med smukke farver og dejlige ting for at holde eksamensdepressionen fra døren. Og så er der fire fantastiske kvinder, som venter på mig i mit tv. Man skal vel have lidt inspiration til lørdagens Eurovision-outfit.

Continue Reading

Eurovision 2015

Kan I mærke det? Det er som om, at alle mændene pludselig får lidt løsere håndled, der kommer lidt mere glitter i gadebilledet, og man føler sig lidt mere som en diva, når vinden blæser i håret. Den er god nok tøser, det er Eurovision-uge!

Eurovision er min big time guilty pleasure. Én gang om året glemmer jeg alt om højkulturelle bøger og rå looks. Den her ene gang om året går der glitter og glamour i den, og popmusikken får lov til at indtage den hellige plads, som resten af året er reserveret til rocken. Det er overdrevet, det er ekstravagant, og det er fantastisk. Jeg elsker det virkelig.

I år er lidt et specielt år. Oven på den kæmpe folkefest der indtog landet sidste år, kan det nærmest ikke blive andet end et antiklimaks, men jeg holder humøret højt og håber på en kæmpe fest alligevel. På lørdag – når det store slag skal stå – står den på den helt store fejring. Ud over eurovisionen skal vi nemlig også fejre en veninde, som afleverer sit BA-projekt på torsdag, og så har jeg også selv lidt, som skal fejres. Og ih, hvor jeg glæder mig! Vi skal heppe, vi skal skåle, vi skal bitche og vi skal skråle “riiiiiiiiiise like a phoenix” én gang til, før et nyt hit indtager vores hjerter.

Men før vi når så langt, er der et mindre slag, som skal slås. Danmark skal lige kvalificere sig til finalen først, og den popkamp finder sted i aften, hvor den første semifinale løber af stablen. Vi har jo været godt forvendt de sidste par år, hvor vi har kastet den ene ørehænger af os efter den anden, men årets bidrag deler vandene noget mere, og eksperterne er uenige. Kommer vi i finalen eller ej? Det ved vi først sent i aften, men jeg sidder i hvert fald klar foran tv-skærmen klokken 21:00, når de østrigske værter for første gang byder “Goodevening Europe!”

487542_10200734248574790_527567621_n
Dejligt grynede mobilbilleder fra en helt fantastisk aften for præcis to år (og én dag) siden!

941779_10151671142135011_595229045_n

 


Skulle der sidde nogen derude, som er interesserede i mine tanker om årets show, så plejer jeg gerne at live-tweete undervejs. I kan følge med lige her, hvor der bestemt ikke bliver lagt fingre i mellem!

 

Continue Reading