Glædelig F.R.E.D.A.G.

Og i denne uge er den virkelig glædelig. Godt nok er vejret gråt, solformørkelsen var et flop og weekenden har endnu ikke helt meldt sin ankomst. Men! Det er fredag, og jeg har ikke arbejdsweekend haha.

De sidste dage har virkelig også bare været top underholdende. Onsdag fik jeg en kæmpe makeover (startede dagen med rødt, halvlangt, slidt hår og endte den med blondt, superkort og friskt hår. Lækkert!), og dummede mig big time, som kun nogen så uvidende som jeg kan dumme mig haha. Ham der klippede og farvede mig, havde jeg aldrig mødt før, så jeg spurgte, om han var barselsvirkar. Det var han ikke, men derimod gæstefrisør (aka. showets stjerne). Spol 24 timer frem, og min mor fortæller mig, at han er Hasse Kliem – kendisfrisør og kinda celebrity. Og jeg spurgte ham, om han var barselsvikar. Ups…
Heldigvis var han mega sjov og helt uden divanykker, så det endte lykkeligt haha.

 photo IMG_20150319_121330_zps83vfiwwj.jpg
Bedste modelbillede nogensinde ;)

I går foregik i nogenlunde samme spor, hvis I bare lige skifter billedet af en frisør ud med en tatovør. Min mor fik sin fødselsdagsgave, og jeg fik tatoveringskriller. Og blev kaldt Esben haha. Måske jeg skulle skifte navn?
Nu vil jeg bare have en tatovering mere selv. Må. Vente. Til. Efteråret! Suk, det er hårdt at være fornuftig..

Nå, nu nærmer weekenden sig med hastige skridt! Jeg vil smutte til julefrokost med arbejdet (julen var virkerlig lige til påske i vores verden!), og forhåbentligt danse en del til denne her:

Continue Reading

Anmeldelse: Me Before You

 photo 5b068377-b67a-4131-80b5-a12ce99c1a85_zps3xg31ydz.jpg
Me Before You af Jojo Moyes. Udgivet i 2012 på forlaget Penguin Books. 4 ud af 5 stjerner.

Lou er ikke frygtløs. Lou lever et stilfærdigt liv i tryghed og følger den samme rutine, som hun har gjort de sidste mange år. Lige indtil den dag hun mister sit trygge job, og bliver nødt til at prøve noget nyt. På den betingelse, at hun ikke skal tørre ‘bagdel’ på nogen accepterer hun modvilligt jobbet som personlig hjælper for den invalide Will. Will kan ikke lide Lou, Lou kan ikke lide Will, men ud af deres modvilje vokser der alligevel noget smukt. Lous sikre livs hovedfokus bliver pludselig den ultimative usikkerhed, og hun må nu kæmpe for at redde både sit eget og Wills liv.

“Spring arrived overnight, as if winter, like some unwanted guest, had abruptly shrugged its way into its coat and vanished, without saying goodbye.”

Jeg ved helt ærligt ikke, hvordan jeg har det med denne bog. Spørgsmålet om retten til at bestemme over sit eget liv er så overvældende, at jeg knapt nok ved, hvad jeg skal stille op med det. Hele vejen igennem bogen følte jeg Wills smerte og frustration over det liv han havde mistet. Fortvivlelsen over at kunne se det gode i livet uden at det er nok til at overstråle alt det dårlige. Det må være en helt forfærdelig situation, som jeg absolut ikke misunder nogen.

Så på den ene side har vi altså Will, som i bund og grund er en idiot, men som har et smukt hjerte der skinner stærkere og stærkere igennem. På den anden side har vi så Lou. Kedelige, uselvstændige Lou, som aldrig tager stilling til sit eget liv. Til hendes forsvar, så kommer hun også fra en elendig baggrund. Undertrykkende familie, nedladende kæreste og traumatisk fortid. Man kan ikke fortænke Lou i at være forsigtig, men det bliver bare lidt trivielt når Will er nødt til at udfordre hende til at gøre alt.

Bogen er en konstant kombination af gode og dårlige ting. Karakterernes udvikling er imponerende, og historiens dybe bryder med alle fordomme om chick-lit. Men den er også bare irriterende. Store dele af familiedramaet er irrelevant, birollerne er alle som én dybt usympatiske og romancen virker forceret.

“I read another of the short stories and wondered how long it was since I had bought myself a book. I had loved reading as a child, but couldn’t remember reading anything except magazines since.”

Jeg har en fast regel, når det gælder min anmeldelse af bøger: hvis bogen kan få mig til at græde, så får den en ekstra stjerne. Og denne bog fik mig for alvor til at græde.
Efter vi havde diskuteret bogen i læseklubben overvejede jeg, om jeg mon skulle ændre min umiddelbare bedømmelse til tre stjerner i stedet for fire. Men jeg holder mig til min første indskydelse, fordi jeg mener, de gode dele overstråler de dårlige. Og fordi bogen fik mig til at græde fra det inderste af min sjæl.

“Here I could here my thoughts. I could almost hear my heartbeat. I realized, to my surprice, that I quite liked it.”

 photo 104b0934-5834-4dfd-9474-1d25fe834a10_zpsd5ikurau.jpg photo b3bcb502-e4de-4f0d-9853-10975a76e817_zpshsvumu9d.jpg

Continue Reading

Currently playing: Asking for More

Sommeren efter jeg blev student, tog jeg til England for at besøge en fyr. Jeg havde mødt ham på min studietur i Berlin og kendte ham stort set ikke, men han var sød og havde inviteret mig til England for at se den sidste Harry Potter-film, så der var ikke så meget at diskutere. Uden tvivl en af de mest grænseoverskridende og skræmmende ting jeg nogensinde har gjort!

Heldigvis viste han sig ikke at være seriemorder eller andet slemt, men bare en helt almindelig britisk fyr som boede i et helt almindeligt britisk hus med sine helt almindelige britiske venner.
De helt almindelige britiske venner var super sjove, og vi snakkede alle sammen i timevis under hele besøget. Mange af dem var musikere, og dem, der ikke var, var meget passionerede omkring musikken, så det blev et meget naturligt samtaleemne. Noget af det, vi især snakkede om, var hvor meget skønhed og dybde, der kan gemme sig i teksten til en sang. Alt for ofte hører vi bare musikken og mumler med på teksten uden egentligt at sætte ordene sammen og forstå indholdet.

Netop derfor er jeg ovenud begejstret for, at det er blevet så stort et hit blandt musikere at lave lyric videos! Vores teknologihungrende hjerner kan få tilfredsstillet deres behov for digitalitet samtidig med, at vi kan nyde musikken, og ofte endda uden at vi selv skal koncentrere os om, hvor i sangen vi er. Det er sgu da smart.

Min nyeste yndlings inden for genren af lyric videos er “Asking for More” fra Turboweekend. Generelt er jeg meget begejstret for Turboweekend, som er et af de bands, der bare fungerer. De har deres helt unikke lyd, sangene rammer stort set altid lige i plet, og deres visuelle univers er bestemt heller ikke dårligt. “Asking for More” er nyeste skud på stammen og anden forløber for det kommende album “Share My Thunder”. Helt sikkert et album at se frem til!

Continue Reading

IKEA-cravings

Nogle gange er det virkelig både en velsignelse og en forbandelse at arbejde i IKEA. Det er en velsignelse fordi jeg tjener penge (big time reason no. 1!), fordi jeg får rabat (big time reason no. 2!), fordi det er en hyggelig arbejdsplads, fordi jeg føler mig værdsat, fordi jeg får mega meget motion af at være der, og fordi det er mega inspirerende.
Det er en forbandelse fordi hele weekender forsvinder, fordi mit trygge job afholder mig fra at søge de relevante jobs, fordi det er umuligt at se godt ud i gult og blåt, og fordi det er mega inspirerende. Hold nu op, hvor er jeg bare tæt på at bruge halvdelen af min indtægt derude hver eneste måned. Faktisk har jeg gjort det op til flere gange i løbet af det sidste års tid, men jeg bilder mig ind, at det retfærdigt, når man er ved at fylde sit eget palads.

Paladset er dog efterhånden ved at være godt fyldt, og vi mangler sådan set ikke flere store møbler (man kan altid bruge en bogreol mere, men det taler vi ikke om…). Og hvad gør min irrationelle, shoppelystne tøsehjerne så som det første? Den begynder da selvfølgelig at tænke i småting. Pynteting. Uundværlige små skønheder som uden tvivl må forherlige ethvert hjem, de pryder.

For at gøre ondt værre så er vi lige nu i gang med at bygge hele etagen med boligtilbehør om. Igen en velsignelse og en forbandelse. En velsignelse fordi det giver mulighed for at have flere timer på en ny og spændende måde. En forbandelse fordi jeg oplever helt nye dele af vores sortiment, samtidig med at alt det vi havde i forvejen, pludselig bliver 20 gang mere inspirerende at se på. Suk…

Tillad mig derfor at præsentere: 5 ting fra IKEA som jeg absolut ikke kan leve uden lige for tiden.

 photo IKEA-cravings_zps0rgp5oh4.jpg
Skærebræt//Morter//Urtepotteskjuler//Skærebræt//Vandkande

Det store skærebræt fordi det er dødlækkert og vi efterhånden desperat mangler et nyt, det lille fordi det bare er så fint, og jeg er forelsket, urtepotteskjuleren fordi jeg drømmer om at så i stride strømme, selvom jeg ikke har nogen have, og mit første så-selv-projekt ikke gik så godt, vandkanden fordi jeg virkelig mangler en og morteren fordi… okay, jeg har ikke nogen rationel grund til, hvorfor jeg vil have en morter. Den er bare så flot, og den kunne virkelig fuldende mit køkken, selvom den nok aldrig ville blive brugt haha.

Py ha, det er godt jeg ikke har flere penge på kontoen. Ellers var jeg bare taget derud og havde købt det hele i morgen!

Efter at have brugt hele weekenden + mandag i IKEA og derefter alt for lang tid på det her indlæg tror jeg, det er på tide, at jeg hopper i seng. Jeg vil aktivt bestræbe mig på ikke at drømme om IKEA.

Sov godt derude :)

Continue Reading

Friday blues

God aften derude :)

I får lige lidt glade billeder her til aften. Billeder fra sjove dage, underholdende aftener og beduggede nætter. Det kunne jeg egentligt godt snart bruge igen – nu må det snart være slut med alle de arbejdsweekender!

Jeg havde så mange store planer for i dag, men det gik bare ikke helt som planlagt. Det der med undervisning klokken 8 er bare vanvittigt hårdt, når man ikke længere er vant til det. Hvordan pokker overlevede jeg det dagligt i gymnasiet? Heldigvis har jeg da endelig lært at drukne en kop kaffe for at holde den kørende (hemmeligheden er masser af mælk/sukker, og så skal man ellers bare ignorere ens smagsløg, indtil de bliver vant til det!), men det er bare som om, virkningen fortager sig igen efter et par timer.

Kombineret med afslag på drømmejobbet, en dag der bare aldrig rigtigt fandt sit flow, og et humør der generelt bare blev mere og mere umotiveret, så er der bare ikke så meget at komme efter til sidst. Og det værste er næsten, at jeg bare stadig har så mange ting, jeg gerne ville nå i dag.

Nå, det må blive en anden dag. Dagen skal sgu da heller ikke drukne i selvmedlidenhed og øv, når der også var ting på pluslisten. Jeg havde min læbestiftsdebut i dag, og jeg er ubetinget fan. Pakkeposten kom endelig forbi (selvfølgelig mens der ikke var nogen hjemme, men så henter vi den bare i morgen), så der er mere nyt gear til dullen. Og så har foråret officielt gjort sit indtog her på Filosoffen: jeg har lavet årets første portion rygeostsalat. M.U.M.S!

Nu vil jeg slå koldt vand i blodet og få det bedste ud af dagens sidste timer. Lidt X-factor, lidt Fight Club og måske lidt strukturering af den kommende uge. Mængden af planer og forpligtigelser jeg har misset i den seneste uge er foruroligende, så tror sidstnævnte er ved at være nødvendigt haha.

Håber I får en fantastisk fredag derude helt uden blues!

Continue Reading

Anmeldelse: Do Androids Dream of Electric Sheep?

 photo 20150311_140358_zps5da8swpi.jpg
Do Androids Dream of Electric Sheep? af Philip K. Dick. Udgivet i 2007 (oprindeligt i 1968) på forlaget Gollancz. 2 ud af 5 stjerner.

Rick Deckard er Bounty Hunter i fremtidens postapokalyptiske USA. En voldsom krig har efterladt planeten fuld af radioaktivt støv, hvilket har tvunget størstedelen af befolkningen fra planeten. Menneskeheden har indtaget nye planeter og lever med hver deres androide, som er deres private tjenere. Ricks job er at fange androider, som slår deres ejere ihjel og flygter ned på jorden for at leve et liv i frihed. Det er dog en vaskelig opgave, for androiderne bliver mere og mere avancerede, og Rick kan efterhånden ikke skelne mellem ægte og kunstige mennesker. Men er der overhovedet en forskel?

“In actuality it had probably been a manual laborer, a field hand, with aspirations for something better. Do Androids dream? Rick asked himself. Evidently, that’s why thay occasionally kill their employers and flee here. A better life, without servitude.”

Det er altså en sjov oplevelse at kaste sig over en dystopisk fremtidsroman og så opdage, at den foregår i det år, man selv blev født. Dicks forudsigelser var mange og emmede af både positivitet og negativitet, men ingen af dem gik i opfyldelse til 1992. Vi fløj ikke rundt i hovercars, vi havde ikke opfundet androider og vi talte bestemt ikke i videotelefoner for 23 år siden. Vi har endnu ikke den dybfølte respekt og kærlighed til naturen, som bogen udtrykker, men måske burde vi. I Dicks roman er alt naturligt liv helligt, og selv det at slå en edderkop ihjel er en synd.

Men blandt alt det naturlige liv færdes det kunstige, og lige meget hvor overbevisende, vigtigt og imponerende det er, rangerer det stadig absolut nederst i det sociale hierarki.

Rick Deckard gennemgår i bogen en transformation. Fortjener androider i virkeligheden den ringeagt, menneskene tildeler dem, eller er de blevet så avancerede og menneskelige, at de bør tildeles deres eget liv, deres egne følelser, deres egen frihed?
Hele Ricks liv vendes på hovedet, da disse spørgsmål dukker op, og hans livsfarlige job bliver gjort endnu sværere af hans nye etiske spørgsmål.

“The electric things have their lives, too. Paltry as those lives are”

Jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg synes om denne bog. På den ene side er jeg vanvittigt imponeret over de de store spørgsmål, den stiller og det dystre fremtidsperspektiv. Men på den anden side synes jeg bare, at den er vanvittigt dårligt skrevet. Alle de ukendte elementer præsenteres på en kluntet og unaturlig måde, og handlingen virker bare for belejelig. Samme dag som Rick tilfældigvis tænker over, at han mangler penge, bliver han forfremmet. Netop som han mangler hjælp, dukker den op. Historien får aldrig rigtig et naturligt flow, og mens jeg stadig ventede på, at den overordnede plotlinje skulle vise sig, blev klimaks overstået, og bogen var forbi.

“By then, naturally, he himself would be dead, another interesting event to anticipate as he stood here in his stricken living room alone with the lungless, all-penetrating masterful world-silence.”

Det føles så forkert at kritisere en bog indpakket under kategorien “SF Masterpieces”, men for mig fungerede det bare ikke. Det var en god historien, men en dårlig udførelse.

 photo 20150311_140415_zpspcdnrqdl.jpg photo 20150311_140350_zpsvf8coh6a.jpg

Continue Reading